Da menuen forleden aften stod på hjemmelavet fastfood, valgte jeg at gå all in og forsøge mig med både hjemmebagte pitabrød, falafel og hjemmelavet kebab. Mit køkken blev for en kort stund omdannet til mit eget lille private kebab house. Og jeg vil anbefale dig at gøre det samme én dag. Det smagte fantastisk!!

Kebab, shawarma, grillet kød… kært barn har mange navne. Kebab og sharwama er egentlig det samme, blot på to forskellige sprog, nemlig tyrkisk og arabisk. Kebab kan laves i mange forskellige udgaver: af grillet lammekød, oksekød eller alternativt kyllingkød. Jeg valgte, at lave min hjemmelavede kebab af et stykke okseklump, da jeg i øjeblikket arbejder på at få tømt lidt ud i fryseren. Du kan dog sagtens bruge andre former for skært oksekød – altså kød der er fri for fedt, hinder og sener.

Opskriften på hjemmelavet kebab er super nem. Det kræver blot lidt forberedelse, da kødet skal marinere i minimum et par timer – gerne mere, eller natten over. Jo længere tid kødet ligger i marinaden, jo bedre bliver det. Er du i tidspres kan du godt springe marinaden over. Steg da blot kødet i fedtstof og kebab krydderi på panden ved høj varme. Meeen… hjemmelavet kebab smager nu altså lige lidt bedre, når det trukket i en lækker marinade.

Hjemmelavet kebab opskrift

Hjemmelavet kebab opskrift

Forb. tid 10 min
Tilb. tid 10 min
Samlet tid 22 min
Antal 4 personer

Ingredienser
  

Kød

  • 400-500 g skært oksekød fx okseklump

Marinade

  • 2 dl græsk yoghurt kan erstattes af et par spsk olie
  • 2 fed hvidløg presset eller finhakket
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk cayennepeber
  • 1 tsk kanel stødt
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk koriander stødt
  • 1 tsk spidskommen stødt
  • 1 tsk oregano
  • 1 tsk chili tørret chiliflager
  • 1 spsk citron saften heraf

Sådan gør du
 

  • Bland græsk yoghurt og krydderier samme. Rør godt rundt.
  • Skær kødet i (meget) tynde skiver/strimler. Kom det i en skål med marinaden - og dæk til, alternativt kan du komme det i en pose. Lad kødet ligge i marinaden i minimum et par timer, gerne længere eller natten over.
  • Tag kødet op af marinaden eventuelt med en hulske. Det gør det nemmere at fjerne overskydende marinade - hvis lavet med græsk yoghurt. Er det marineret i lidt olie er det ikke nødvendigt, så bare på panden med det hele.
  • Varm olien i en pande og steg det marinerede kød ved høj varme i nogle minutter, til det er brunet og gennemvarmt. Og din kebab er nu klar til servering. Velbekomme!