Kære læser af denne blog
Først og fremmest hjertelig velkommen på min side – og tak fordi du kiggede forbi.
Mit navn er Jeanette, og det er mig der skriver her på delledagbog. Jeg bor på landet med min mand og hunde – nærmere bestemt på en to-længet gård på Midtsjælland. Og jeg elsker det. Jeg har altid gang i en hulans masse projekter, og derfor betyder roen og naturen meget. Det er mit fristed.
Om bloggen
Delledagbog er mad- og livsstilsblog helt uden filter, regler og løftede pegefingre – blot inspiration til dig om hvordan du kan gøre dine kostvaner lidt sundere og din krop stærkere. Bloggen afspejler mit liv og min gang i vores køkken. Jeg deler derfor alt lige fra kost og opskrifter til små glimt fra min hverdag. Jeg er stort set altid i godt humør og gør mit bedste for at skabe en god og rar stemning her på siden. Du vil dog også kunne læse om frustrationer – de dage hvor resultaterne udebliver, hvor jeg står med Nutella-madder op til begge ører, og hvor motion og træning hænger mig langt ud af halsen.
Jeg lever ikke efter noget bestemt regelsæt ift. min kost, men spiser helst økologisk. Jeg spiser hvad jeg har lyst til, dog med tanke på kalorier og mængder – da en af grundene til, at jeg har startet denne blog, er ønsket om at komme af med de ekstra kilo samt ønsket om en sundere og stærkere krop efter min diskusprolaps. Jeg ELSKER mad og går op i enkelthed, god smag og sundere alternativer. Og at undgå madspild. Hermed ikke sagt at jeg ikke spiser kager og søde sager. Tværtimod.
Jeg er ikke uddannet inden for hverken kost og ernæring – ej heller træning. Jeg skal ikke lære dig om hvad der er sundt eller usundt. Mine indlæg og tanker om sundhed er udelukkende et udtryk for mine egne holdninger. Men jeg vil alligevel gerne dele mine tanker om emnet med dig – herunder også opskrifter.
Dagbogen kan følges af alle; så læs med uanset om du ønsker at tabe dig, savner inspiration til kosten eller blot ønsker, at læse lidt om et almindeligt menneske, der også kan fejle.
Jeg har smidt min mand ud af køkkenet
I forbindelse med opstart af bloggen, har jeg smidt min mand ud af køkkenet. I hvert tilfælde de fleste ugedage. Men jeg kan også have dage, hvor jeg bare har lyst til at smide mig på sofaen – eller sætte mig til rette på køkkenbordet og nyde at min mand laver mad.
A woman’s place is in the kitchen… Sitting with her feet up, sipping a cocktail and watching her husband cook dinner.
Der er en grund til at min mand har stået i køkkenet i (næsten) alle de år vi har været sammen. Jeg er nemlig ingen ‘Masterchef’. Så det at stå i køkkenet er lidt en udfordring til mig selv. Det perfekte mad for mig er nemt at lave, forholdsvist sundt og meget velsmagende. Du finder derfor ingen avancerede og lange opskrifter, der tager dage at lave. Kun ganske almindelige hverdagsretter, hvor alle kan være med.
Copyright og ophavsret
Du må selvfølgelig gerne gøre brug af opskrifterne hjemme i dit køkken, men billeder og tekst på delledagbog.dk er beskyttet af loven om ophavsret. Billeder må aldrig bruges uden skriftlig tilladelse – det gælder både billeder på bloggen og de sociale medier. Opskrifter må gerne bringes på andre blogs, hvis der krediteres med link til www.delledagbog.dk – teksten må dog ikke kopieres direkte. Overtrædelse af ophavsretten medfører et erstatningskrav og krav om øjeblikkelig fjernelse af tekst og billeder. Ønsker du at gøre brug af billeder og opskrifter til online eller skriftlig brug, så send venligst en mail til hej@delledagbog.dk, så vi kan få en snak om mulighederne og aftale nærmere.
Endnu engang velkommen til min blog
Kig lidt rundt på siden og lad dig inspirere! Spørg endelig, hvis der er noget du er i tvivl om. Spørgsmål til indlæg og opskrifter besvares kun i kommentarfeltet under de enkelte blogindlæg. Dette for at skabe en dialog som gør bloggen levende og for at andre læsere kan have glæde af spørgsmål og svar. Jeg bestræber mig på at besvare alle kommentarer på delledagbog.dk og er altid meget glad for at høre fra jer læsere.
Vi skrives ved – og tusinde tak fordi I gider at læse med. Fortsat god læselyst!