En tomatsuppe indeholder… ta da daaa, tomater. Men en god hjemmelavet tomatsuppe indeholder også andre ingredienser. Andre grøntsager. Grøntsager der er med til at give suppen sin gode smag. Min tomatsuppe indeholder gulerødder og peberfrugt. Og selvfølgelig tomater. Om du laver en hjemmelavet tomatsuppe med friske tomater, med hakkede eller flåede dåsetomater, eller med egne tomater fra haven er helt op til dig. Jeg brugte tomater fra svigermors have – som dog har været frosset ned, da jeg ikke kunne nå at bruge dem friske.
Normalt ville jeg blot have smidt det hele i en gryde og ladet det simre. Men jeg var lidt i tidspres, da jeg havde gang i en masse projekter. Maden skulle dog laves, så jeg bagte grønsagterne i ovnen inden de blev tilsat retten. I ovnen passede de sig selv, og jeg kunne i mellemtiden blive færdig med det sidste punkt på dagens to-do-liste. Herudover giver det grøntsagerne en god smag og sødme.
Hjemmelavet tomatsuppe fungerer godt som både forret og hovedret. Den kan serveres alene – måske blot med en klat creme fraiche. Du kan også prøve den italienske udgave og servere tomatsuppen med revet parmesan og brødcrutoner. Alternativt kan tomatsuppen serveres med suppehorn eller anden pasta. Der er masser af muligheder. Velbekomme!
Hjemmelavet tomatsuppe
Ingredienser
- 1 kg tomater
- 1 peberfrugt rød
- 2 gulerødder
- olie til stegning
- 2 fed hvidløg
- 1 rødløg stort
- 1 l grøntsagsboullion
- 1 tsk rørsukker
- 1 spsk balsamico
- 1 tsk basilikum tørret
- salt
- peber friskkværnet
Sådan gør du
- Skyl grøntsagerne. Fjern kerner, lameller og stilk fra peberfrugten og skær den i grove tern. Rens/skræl gulerødderne og halvér tomaterne. Læg dem alle i et ovnfast fad og bag dem ved 200 grader i en lille times tid.
- Varm en gryde op og tilsæt lidt olie (når grønsagerne er ved at være færdige). Pil og hak løget. Smid det i gryden og steg til de er gyldne. Pres hvidløget ned i gryden.
- Kom bouillon og grøntsager i gryden. Skru lidt ned for varmen og lad det simre i 10 minutter.
- Blend med en stavblender direkte i gryden.
- Tilsæt balsamico, basilikum og rørsukker. Lad retten simre i 10 minutter ved svag varme.
- Smag til med salt og peber - og servér!