Jeg har fundet endnu en af min mors opskrifter frem. Denne gang en opskrift på gulerodskage. Jeg har dog ændret lidt i mængderne og istedet lavet en portion gulerodsmuffins. Herudover har jeg tilføjet en lækker flødeostglasur med citrussmag. De er perfekte at lune sig på på en kølig og blæsende efterårsdag som i dag.
Gulerodsmuffins eller en hel gulerodskage? Det kan være svært at vælge. Du vil sagtens kunne bruge opskriften til en gulerodskage med flødeostglasur – bagetiden vil dog være lidt længere. Ligesom du også kan gange op eller ned, hvis du skal bruge til flere eller færre personer. I opskriften bruges der grahamsmel for en lidt grovere udgave. Du kan dog sagtens bruge hvedemel istedet. Jeg vil anbefale dig at bruge faste muffinforme. Har du ikke fast muffinforme i huset, kan du gøre ligesom jeg til tider har gjort: brug en silikoneform til at holde på papirsformene. Det virker super fint.
Gulerodsmuffins
Ingredienser
Gulerodsmuffins
- 200 g gulerødder groft revet
- 2 spsk olie
- 2 æg
- 100 brun farin eller rørsukker
- 150 g grahamsmel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- 2 tsk kanel stødt
- 50 g valnødder hakket
Ostecreme
- 100 g flødeost neutral
- 50 g smør blødt/stuetempereret
- 75 g flormelis
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 spsk citron saften heraf
Sådan gør du
Gulerodsmuffins
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Skræl gulerødderne og riv dem groft på et rivejern.
- Hak nødderne - der må gerne være lidt bid i dem, så undlad at hakke dem til mel.
- Bland alle ingredienserne samme i en skål. Rør til dejen er ensartet.
- Hæld dem herefter i dejen i muffinforme og bag i 20-30 minutter. Tjek efter 20 minutter om dine muffins er færdige ved at stikke en bambuspind, kødnål eller lignende i en af dem – der må ikke hænge dej ved. Er de endnu ikke helt færdig, giver du dem blot lidt ekstra tid i ovnen.
- Lad dine muffins køle af, inden glasuren kommes på.
Ostecreme
- Tag smør ud af køleskabet og lad det blive blødt ved stuetemperatur.
- Rør herefter smør, flødeost, flormelis, vaniljesukker og citronsaft samme. Og din topping er nu klar til brug.