Lørdag morgen startede med lækker morgenmad. Jeg er vild med omeletter, og en omelet er i bund og grund en ret simpel spise. Omeletter kan spises både morgen, middag og aften, og kan varieres på tusinde forskellige måder. Men selvom de kan fyldes med stort set alt, så synes jeg ofte, at jeg ender med at bruge samme slags fyld gang på gang. Morgenens omelet er dog en ny variant, og blev til på baggrund af, hvad der lige var i køleskabet. Resultatet blev en tynd omelet med BLT-fyld: sprød bacon, romainesalat og ovnbagte tomater. Nemt, simpelt og så fik jeg ryddet lidt ud i resterne i køleskabet, hvilket typisk er noget der foregår i weekenden.
Og apropos weekend – rigtig god weekend til jer alle! Vores lørdag skal bruges i selskab med gode venner. Søndagen er endnu helt uden planer, men skal sandsynligvis bruges på hjemmelig hygge og afslapning.
BLT-omelet med bacon, salat og tomat
Ingredienser
Omelet
- smør til stegning
- 1 æg stort
- 1 spsk piskefløde kan erstattes af mælk eller vand
- peber friskkværnet
- salt
Fyld
- 1 håndfuld romainesalat eller anden grøn salat
- 4 cherrytomater
- 35 g bacon (2 skiver)
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader. Halvér tomaterne og fordel dem på en bageplade med bagepapir. I den anden ende af pladen lægger du baconskiverne. Bage/stegetiden er ca. 10-15 minutter afhængig om ovnen er kold eller varm, når du sætter bagepladen ind. Hold øje med din bacon, så den ikke bliver for sprød for hurtigt.
- Pisk æg, fløde og krydderier sammen med en gaffel. Smelt lidt smør på en varm pande, og hæld æggemassen på. Fordel æggemassen på panden og lad den stege ved jævn varme i et par minutter - indtil den virker fast og kan løsnes med en spatel.
- Lad omeletten glide af panden og over på en tallerken. Tilsæt salat, tomater og bacon. Velbekomme!