Gammeldags, hjemmelavede, klassiske havregrynskugler. Havregrynskugler som min mor lavede dem. Næsten. Jeg har fundet min mors opskrift på havregrynskugler frem og lavet et par enkelte justeringer; har skåret ned på sukkeret og undladt vanilje. Romessens er erstattet med mørk rom.
Opskriften er hurtig og nem at lave, og så smager de bare fantastisk. En anden rigtig god grund til at lave en portion havregrynkugler er; de er super hyggelige at lave sammen med familien, og børnene kan være med til at lave dem. Jeg kan huske at min søster og jeg rørte, trillede og rullede havregrynkugler op til jul. Hver jul. Ingen jul uden havregrynskugler.
Men egentlig kan de vel spises året rundt, selvom man ofte forbinder havregrynskugler med julen…? Og fik jeg nævnt at; det bedste af det hele er, at de kan bikses sammen på ingen tid, når lysten til noget sødt melder sig…?
Havregrynskugler - voksenudgave
Ingredienser
- 250 g havregryn
- 125 g sukker
- 100 g smør
- 50 g kakao
- ½-1 dl kaffe færdigbrygget stærk kaffe
- 1 spsk rom - mørk rom eller romessens
- 50 g kokosmel
Sådan gør du
- Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål.
- Tilsæt det bløde smør, kaffe og rom.
- Ælt dejen godt sammen.
- Tril små mundrette kugler af massen og rul herefter de færdige havregrynskugler i kokosmel.
- Læg kuglerne på køl, tildækket eller i en tætsluttende beholder/dåse, i mindst 2 timer inden de skal serveres.