I går aftes stod menuen på pitabrød. Hjemmelavet pitabrød. En fastfood favorit her i huset, uanset om maden er hjemmegjort eller bestilt udefra. Men prøv at bage dine egne pitabrød. De smager bare bedre end de færdigkøbte – og det er ikke spor svært! Det er faktisk meget nemt og tager ingen tid.
Med denne opskrift får du lækre og luftige pitabrød – perfekte til madpakken, eller en nem aftensmad. Fyldet kan du helt selv variere f.eks. kebab, falafel, kylling eller noget helt fjerde. Fyld pitabrødet med dit yndlingsfyld! Pitabrødene kan laves i forvejen og blot lunes senere – de er også gode at fryse ned.
Hjemmelavet pitabrød opskrift
Ingredienser
- 25 g gær
- 3 dl vand
- 1 spsk olie smagsneutral
- ½ tsk salt
- ½ tsk rørsukker
- 250 g hvedemel
- 200 g durummel
Sådan gør du
- Rør gæren ud i lunkent vand.
- Tilsæt salt, rørsukker og olie, mens du rører rundt.
- Tilføje herefter melet lidt efter lidt. Rør godt rundt, så dejen bliver ensartet, elastisk og uden klumper.
- Sæt dejen til side og lade den hvile under et viskestykke i en times tid.
- Opvarm ovnen til 250 grader - på varmluft. Sæt to bageplader i ovnen allerede nu, så de bliver varme med ovnen.
- Del dejen i 6-8 stykket og form bollerne - placer en hånden ovenpå bollen og tril den rund ved at bevæge hånden i en cirkulær bevægelse, indtil bollen har en glat overflade. Det er nemmest at forme bollerne, hvis dejen hænger en lille smule fast i køkkenbordet. Drys derfor ikke for meget mel på bordpladen.
- Rul herefter bollerne ud til små flade brød - ½-1 cm tykkelse og en diameter på 10-15 cm (afhængig af om du laver 6 eller 8 brød). Lad dem efterhæve lidt på køkkenbordet mens ovnen når den rette temperatur.
- Tag bagepladerne ud af ovnen. HUSK de er varme!! Beklæd dem med bagepapir. Læg pitabrødene på pladerne og sæt dem tilbage i ovnen.
- Bag dine pitabrød i ca. 7 minutter til de hæver op og er gyldne. Vend dem eventuelt efter de er hævet op, og giv dem de sidste par minutter på en anden side.
- Lad pitabrødene køle lidt af inden de skæres igennem og fyldes med dit yndlingsfyld.
Er du mere til byg selv-burger som “fastfood”, så prøv i stedet en portion hjemmelavet burgerboller.