Tidligere har jeg prioriteret andre former for motion. Holdtræning. Styrketræning. Løb. Men nu. Nu foretrækker jeg noget helt andet.
Øverst på listen er (i hvert tilfælde lige i øjeblikket) gåture. Gåture er blevet et stort træningshit herhjemme. Jeg starter stort set hver morgen med en gåtur. Typisk omkring en times tid. Plus/minus 15 minutter. Alt afhængig af rutevalg. Og ja, det kræver at man står tidligt (eller måske bare tidligere) op, hvis det skal passes ind. Mit ur ringer derfor klokken 05.30 hver morgen. Altså på hverdage. I weekenden er det uden alarm. Nogle dage er Martin med. Andre dage er han ikke. Det afhænger lidt af hvordan hans arbejdskalender ser ud.
Måske du kender det: Du har lyst til at komme ud at røre dig. Men hvor går man hen? Det bliver næsten altid den samme rute. For vores vedkomne op for enden af vejen og tilbage igen. 3,5 km. Lige ud og lige hjem. Og turen er egentlig fin nok. Landlige omgivelser. Dyreliv. Mark og skov på begge sider. Det er skønt. Men vi kender den næsten for godt. Det er blevet lidt ensformigt. Og det ville være rart at se omgivelser fra nye vinkler.
Jeg har derfor været i fuld gang med at kortlægge de forskellige ruter i området. Alle med ét udgangspunkt. Det gule bindingsværkshus på landet, som vi kalder hjem. Og der er faktisk mange ruter. Flere end man lige umiddelbart skulle tro.
Jeg har gået flere af ruterne før. Jeg har da også tidligere kortlagt et par enkelte af dem. Men nu er listen altså blevet udvidet. Og jeg kan faktisk godt anbefale at kortlægge sine gåture og ruter. Hvor mange kilometer er de? Hvor lang tid tager det? Hvor mange skridt har du taget? Eller hvad du nu har lyst til at tracke.
Personligt synes jeg, at det er medvirkende til at jeg får rørt mig mere og får mere motion. Selv på dage hvor jeg ikke synes, at tiden er til det. Eller hvor jeg er blevet holdt til fange af min seng og dyne. Fordi nu ved jeg præcist hvor lang tid de forskellige ruter tager. Og ved hvilken rute der kan passes ind i dagens program.
I morges var jeg ude på en længere tur. Lidt over 8 km. blev det til. Jeg valgte en lidt længere rute i dag, fordi jeg ikke havde fået gået helt så meget i går. På den måde opvejer dagene lidt hinanden. Og jeg regner typisk ikke mine skridt og lignende ud pr. dag. Isedet gør jeg det pr. uge. På den måde er der plads til dage med afslapning og sofahygge, eller til at sove lidt længere. Fordi jeg har en buffer.
Jeg bruger selv den gratis version af Endomondo app´en til at kortlægge min motion – uanset om der er tale om gåture eller andre former for motion. Der findes dog et hav af muligheder. Det gælder om at finde den som fungerer bedst til dit behov.
Man kan også snyde lidt, og tage cyklen eller bilen hen til et andet sted, hvor der er være nogle spændende ruter.
Det gør vi til tider også. Det er dog typisk om eftermiddagen, aftenen eller i weekenderne 🙂 Det passer bedre ind på disse tidspunkter end det gør klokken 6 om morgenen på hverdage. Men det har måske også noget at gøre med, at der er lidt længere til tingene her ude på landet. Og transporttiden skal så trækkes fra den tid der er afsat til at gå tur. Medmindre at vi står endnu tidligere op – og tror, at 5.30 er tidlig nok (for nu) 🙂