En af sommerens og efterårets favorit-salater er denne italienske tomatsalat med mozzarella – Caprese. Den er simpel, tager ingen tid at lave og er samtidig yderst smagfuld. En lækker flerfarvet tomatsalat med frisk mozzarella og basilikum.
Salaten kan satens stå alene, eller den kan spises til frokost med et stykke groft brød. Den fungerer også godt som forret eller som tilbehør til fisk, kylling eller kød. Tomatsalaten kan varieres alt efter smag og behag. Prøv for eksempel at tilsætte ristede pinjekerner, rødløg eller sorte oliven. Vælg selv, hvad du synes fungerer bedst. Jeg synes, at min version af den klassiske Caprese tomatsalat med mozzarella og basilikum er super lækker.
De syrlig søde tomater, den mælkeagtige mozzarella og den krydrede basilikum gør sig godt sammen. Og olivenolie, balsamico og det grove salt fuldender retten. Den let salte smag fremhæver de øvrige ingredienser og løfter den søde smag af tomaterne og den mælkede mozzarella.
Her får du min opskrift på Caprese – tomatsalat med mozzarella og basilikum. Velbekomme!
Caprese tomatsalat
Ingredienser
- 400 g tomater mix
- 125 g mozzarella frisk
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk balsamico
- salt groft
- basilikum frisk
Sådan gør du
- Skyl tomaterne og skær dem i halve og kvarte - afhængig af størrelse. Læg dem på et fad.
- Hæld vandet fra den friske mozzarella og del den med fingrene. Fordel den ovenpå tomaterne.
- Hæld olivenolie og balsamico over, drys med salt og pynt med basilikum.