Nu er det vidst ved at være tid til, at jeg giver lyd fra mig herinde igen…

Dette indlæg er en af dem, som faktisk er lidt svære at udgive. Det er personligt og privat. Men denne hjemmeside er min dagbog, mit personlige livstilsmagasin og mit online univers. Så hvis ikke jeg skulle kunne skrive om det her – hvor så? Samtidig ved jeg også, at denne type indlæg er gode for mig. Der ligger en bearbejdning i at skrive og sætte ord på mine følelser og tanker. Og på en eller anden måde kan det måske sætte nogle tanker i gang hos dig, som læser med på bloggen – og måske på den måde bidrage med noget og hjælpe dig… Hvem ved?

Mit overordnede mål er en sundere og stærkere krop – og (forhåbentlig) blive 100% smertefri efter min diskusprolaps og tilhørende iskiassmerter. Og i en længere er det også gået rigtig godt. Der har været meget fremgang. De ugentlig ture i svømmehallen har virkelig gjort en forskel. Desværre blev jeg i november ramt af en ‘tennisalbue’, hvilket (til stor frustration) gjorde at jeg måtte holde en pause fra skriveriet her på siden, men også min svømning. Og jeg er desværre ikke kommet igang igen. Har ikke svømmet i snart 2 måneder. Ikke på grund af min arm, selvom den stadig laver bøvl, men fordi jeg juleaftensdag blev ramt af voldsomme smerter. Mens jeg stod og forberedte tilbehør til julemaden blev jeg ramt af en strålende smerte i lænden. Smerten gjorde at mine ben knækkede sammen under mig. Og jeg kunne ikke komme op igen. Jeg var låst. Lammet. Tårerne trillede ned af mine kinder af afmagt, frustration og smerte. Smerten er ikke ny for mig, men det er længe siden, at jeg har oplevet den i dette omfang. Det gjorde simpelthen så ondt.

Det er ikke første gang jeg oplever tilbagegang på vejen til en sundere og stærkere krop. Men hvor er det bare svært. Der er ingen tvivl om at hele sygdomsforløbet har været en rutschebanetur. Både under, men især også efter. En ting er smerterne. Noget andet er de mange bivirkninger – både dem der står skrevet på pilleæskerne, men også de som ikke står nogle steder. Jeg har både gode og dårlig dage – både med hensyn til min ryg og mine iskias problemer, men også hvordan jeg håndterer det inde i mit hoved. Jeg bliver aldrig vant til den følelse det efterlader mig med. Følelsen af afmagt, frustration og nederlag. Jeg har ekstremt svært ved at acceptere min situation. Acceptere, at jeg ikke kan gøre, som jeg plejer. At jeg er begrænset. Og den sandhed er svær at indse. Svær at indrømme over for mig selv. Og selv efter mere end 2 år har jeg endnu ikke affundet mig med det. Jeg forsøger dog at være positiv. Forsøger ikke at lade det styre mig hverdag og mit liv. Mit mål er stadig en sundere og stærkere krop – og gerne 100% smertefri.

Heldigvis blev juleaften ikke ødelagt af mine smerter. Efter at have sundet mig lidt på køkkengulvet kravlede jeg ind i stuen. Fra gulvet fik jeg, efter hvad føltes som en evighed samt en masse asen og masen, overkroppen op i sofaen og herfra kom jeg op at stå. Og kunne herfra gå retur ud i køkkenet og finde nogle smertestillende piller. Pillerne holdt smerterne i skak. Min søster fik en heads up om, at jeg var doppet på piller, når vi senere skulle holde jul med hende, min svoger og mine tre niecer. Det var en super hyggelig aften med dejlig mad. Hatten af for min svoger som havde stået for selve julemaden – det møre kød, sprøde skind og svær samt den fantastiske sovs. Mums!!

Lige nu er det nemlig to skridt frem – og ét tilbage. Eller måske flere skridt tilbage. Det må den kommende tid vise. Siden juleaften har den dagligt stået på en cocktail at smertestillende, rygøvelser og afspænding. Jeg havde tilsyneladende forsøgt, at kompensere så meget for smerterne, at mine brystmuskler blev overanstrengt i sådan en grad, at jeg i ugen efter blev holdt vågen om natten af smerter i brystet. Jeg må indrømme, at jeg de første nat var noget bekymret for smerterne og var meget nervøs for hvad det kunne være. Men går nu stille og roligt fremad. Selvom jeg ikke altid føler det. Det kræver virkelig tålmodighed fra mig side – og tålmodighed er ikke en af mine stærke sider. Men jeg må tage det én dag af gangen.